Kryptovaluta vinder i større og større grad frem som et investeringsalternativ til f.eks. aktier. Det skyldes ikke mindst, at kursen på f.eks. Bitcoin er eksploderet over de seneste år, hvilket har betydet, at mange privatinvestorer har fået øjnene op for denne type investering.

Men kan investering i kryptovaluta overhovedet sammenlignes med investering i aktier? Her ser vi nærmere på nogle af de forskelle, der er på at investere i hhv. kryptovaluta og aktier.

Den underliggende værdi

En af de største forskelle på kryptovaluta og aktier er, at der ved kryptovaluta ikke er nogen underliggende værdi i sig selv. Når du køber en aktie, bliver du medejer i et selskab, som har en eller anden form for værdi – ofte, men ikke altid baseret på selskabets evne til at tjene penge. Hvis du er interesseret i at vide mere om, hvordan det fungerer, så klik her.

Når du køber kryptovaluta, får du ikke på samme måde ejerskab i noget udover selve kryptovalutaen. Her er der ingen underliggende værdiskabelse, og den eneste måde, du kan tjene penge på en investering i kryptovaluta er, at kursen på kryptovaluta stiger. Sådan er det ikke med aktier – her kan du f.eks. sagtens modtage udbytte fra selskabet uanset, om aktiekursen stiger eller falder.

En anden form for risiko

Når vi taler om risiko ift. kryptovaluta, er det også vigtigt at forstå, at risikoen her som udgangspunkt er højere. Det behøver ikke nødvendigvis at være negativt så længe, at muligheden for et højere afkast også er til stede. Risikoen kommer fra flere fronter, men den største risiko er umiddelbart, at der ikke er tale om et reguleret marked.

Som det er nu, er der f.eks. ved Bitcoin en øvre grænse for hvor mange Bitcoins, der kan mines. Når vi rammer 21 mio. stk., kommer der ikke flere. Eller… det siger Satoshi Nakamoto, den mystiske person bag Bitcoin, i hvert fald. Problemet er blot, at der ikke er meget at stille op, hvis Satoshi Nakamoto ombestemmer sig og ændrer grænsen, og det udgør selvfølgelig en potentiel risiko.

Ikke enten eller

På trods af forskellene mellem kryptovaluta og aktier er det vigtigt at forstå, at der ikke nødvendigvis er tale om et enten eller-spørgsmål. Du kan selv sammensætte din portefølje, som du ønsker, og dermed også sagtens have både kryptovaluta og aktier i den. Det vigtigste i den sammenhæng er blot, at du forstår forskellene på de to aktiver, så du reelt forstår, om det er bedst at købe det ene eller andet – eller begge dele – når du står overfor din næste investering.